Borgmester Mikael Klitgaard. Arkivfoto: Henrik Louis
Livet her

Byråd fik orientering: Det går den rigtige vej med corona

05. marts 2021 kl. 13:04

Byrådet fik på deres møde onsdag en status på corona i Brønderslev Kommune. Det oplyser Brønderslev Kommune i en pressemeddelelse. Og en tilfreds borgmester kan konstatere, at det pt går den rigtige vej:

- Vi har fået tal for i dag, og der er ingen nye smittede i kommunen. Så i alt har vi haft fire smittede over de sidste syv dage. I tirsdags da afgangseleverne vendte tilbage sammen med deres lærere fik vi testet 265 medarbejdere og elever på skolerne. Ingen er testet positive. Vi kunne også konstatere, at der i weekenden var stor travlhed ved teststederne, så vores borgere udviser stor ansvarlighed. Fire dage om ugen er der kviktest i hallerne i Brønderslev og Dronninglund. Her behøver man ikke bestille tid. Samtidig er der to PCR test i begge haller ugentligt. Her skal folk dog bestille tid. Det er gået rigtigt godt med at få uddannet nye podere, og vi har et rigtig godt samarbejde med både Falck og Region Nordjylland, oplyser Mikael Klitgaard.

Den kommunale tandpleje har kørt med nødbehandling et stykke tid nu på grund af et smitteudbrud, men antallet af positive er faldet fra 14 til fem heldigvis. Også plejecenter Margrethelund forventes genåbnet.

- Jeg besøgte Skolegades Skole, og der var en glæde ved at se hinanden igen. Der er næppe tvivl om, at vores unge mennesker lider under coronanedlukningen – ikke mindst det manglende sociale samvær tærer hårdt på deres psyke. Vi har organiseret det sådan, at på skoler med mere end en klasse i årgangen, skal klasserne møde forskudt en uge af gangen. Tilbagemeldingen fra skolerne er, at første dag er gået godt. På dagtilbudsområdet oplever vi også, at næsten alle børn er tilbage i institution. Selv om der stadig opfordres til korte dage, hvis det er muligt, er det tydeligt at mærke, at butikker mv. er åbnet igen. Og vi arbejder pt på lettere testadgang for vores ansatte på dagpasningsområdet. I forhold til vores foreningerne opleves der en stor kreativitet i forhold til at igangsætte udendørs hold, hvor op til 25 personer kan være samlet. Der bliver både spillet håndbold, dyrket crossfit og spillet badminton udendørs. Så alt i alt er der lidt forårsfornemmelser, men vi skal selvfølgelig stadig passe på opsummerer Mikael Klitgaard.

Brønderslev Kommune er nu også med den i nationale smitteopsporing:

- Vi har nu fået etableret ”smitteopsporings hjælpe-teamet” på tværs af forvaltningerne, der kan hjælpe Styrelsen for Patientsikkerhed. Da vi ikke forventer det store træk på opgaven, så længe smittetallet er så lavt, starter vi ud med et lille fleksibelt team. Vi er klar til udvidelse, hvis det viser sig nødvendigt. Men teamet træder i kraft, hvis der er smittede, som Styrelsen ikke kan få fat på. Så får vi til opgave at opspore borgerne og gøre dem opmærksom på smitte og selvisolation. Og kan man ikke selvisolere sig i hjemmet, har vi en aftale med bl.a. Aalborg Kommune om indkvartering på hotel. Indtil videre har det dog kun været brugt cirka tre gange, oplyser Mikael Klitgaard.

Han ser også med tilfredshed på, at mange borgere tager imod tilbud om vaccination:

- Vi har ikke haft ledige tider til de grupper, der tilbydes vaccination. Og borgernes pårørende er fantastisk til at hjælpe fx deres gamle forældre med at bestille tid og komme frem og tilbage til vaccinested. Jeg ser frem til, at vi kan komme videre med dette. Nu starter vaccine af særligt sårbare og sengeliggende borgere, hvor regionen har fået mulighed for at rykke ud til borgerne i eget hjem.

Annonceret indhold

Nyeste