Nordjylland har fået en ny madfestival for børn, der hedder SMASK. Foto: Brønderslev Kommune
Livet her

Brønderslev er med i ny madfestival for børn

23. august 2021 kl. 09:33

Nordjylland har fået en ny madfestival for børn. Den hedder SMASK og finder sted fra 1. til 5. september.

Det oplyser Brønderslev Kommune i en pressemeddelelse.

- Festivalen byder blandt andet på madmarked med lokale råvarer, gårdbesøg, kåring af Nordjyllands bedste madpakke og fællesspisning med mad fra alle verdenshjørner. skriver de.

Det er Brønderslev Kommune og Nordjysk Madfestival, som står bag festivalen, der skal sætte fokus på sunde madvaner blandt børn med brug af lokale råvarer fra det nordjyske spisekammer.

Fra 1.-5. september præsenterer SMASK således en stribe af arrangementer i og omkring Brønderslev Kommune med deltagelse af forskellige aktører fra den nordjyske madscene, og nu er arrangørerne endelig klar til at præsentere madfestivallens fulde program.

- Vi er glade for at kunne præsentere et program, der både giver næring til maverne og hjernerne hos kommunens børn og besøgende fra de øvrige nordjyske kommuner. Det vigtigste for os som kommune og arrangører af SMASK er, at vi skaber nogle sunde kostvaner hos vores yngste borgere og samtidig introducerer dem for det enorme udbud af lokale råvarer, vi råder over i Nordjylland. Det vil forhåbentligt både gavne vores børn i fremtiden og os som kommune, fordi vi har interesse i at have nogle sunde og raske borgere, oplyser Mikael Klitgaard, borgmester i Brønderslev Kommune.

I løbet af festivalens fem dage kan børn og forældre se frem til et spændende program, som blandt andet byder på fællesspisning hos Mælkebøtten i Brønderslev, høstmarked hos Aurion og Kornets Hus i Hjørring, Haugaards Børnekøkken i Aalborg, undervisning af kokkeelever fra EUC Nord og meget mere.

Derudover inviteres skoleelever fra 5.-7. klasse i hele Nordjylland til at dyste om at lave den bedste og sundeste madpakke. Vinderen af konkurrencen får mulighed for at invitere sin klasse med til Fårup Sommerland.

På programmet er blandt meget andet også Brønderslevs bedste kartoffel på Skolegades Skole og Hedegårdsskolen, fællesspisning og madmarked med rundvisning hos Rosenbeck i Dronninglund samt børnefest på Egholm.

Læs mere om SMASK på www.nordjyskmadfestival.dk/smask

Annonceret indhold

Nyeste