Søren Flodgaard og Pia Høst Holmberg tog også et symbolsk første stik med gravemaskinen. Foto: Allan Mortensen
Livet her

BI Håndbold styrker mulighederne - går i gang med fire udendørs baner

11. marts 2021 kl. 09:14

Inden længe kan der dyrkes håndbold hele året i Brønderslev. Anlæggelsen af fire nye udendørsbaner blev onsdag sat i gang. Til maj håber BI Håndbold at være i mål med projektet, der omfatter tre beach-baner samt en enkelt af kunststof.

De nye baner etableres ved siden af kunststofbanen til fodbold ved BI-centret.

- Vi glæder os helt vildt siger Pia Høst Holmberg, formand for BI Håndbold.

- Det her kommer til at give os et løft som forening. Fodbold og håndbold kommer tættere på hinanden, og det kan begge afdelinger forhåbentlig drage nytte af, tilføjer Pia Høst Holmberg.

Og at det overhovedet er muligt at etablere de nye baner, skyldes i høj grad velvilje fra Salling fondene. Via Føtex er der således doneret 250.000 kr. til projektet. Ved onsdagens seance var varehuschef hos den lokale Føtex, Søren Flodgaard mødt op med den flotte check. Han havde yderligere en overraskelse i ærmet i form af midler fra butikkens flaskeautomat. Her kan kunderne vælge at donere panten til sundhedsrelaterede formål, hvilket Føtex på halvårlig basis formidler videre til BI Håndbold. Kunderne har de seneste seks måneder smit små 2.000 kr. i den velgørende kasse, men Søren Flodgaard kunne fortælle, at Føtex har valgt at fordoble dette beløb til 4.000 kr.

BI Håndbold tæller omkring 350 medlemmer. Med muligheden for at tilbyde håndbold hele året og samtidig kombinere sporten med den mere tekniske variant i form af beach-håndbold, håber klubben at manifestere sin position yderligere.

I øvrigt havde Pia Høst Holmberg og Søren Flodgaard æren af at styre gravemaskinen til det første stik i græsarealet, der altså snart er erstattet af fint strandsand og kunststof.

Annonceret indhold

Nyeste