26. og 27. juni bliver der stor aktivitet på banerne ved Dronninglund Rideskole. Billedet er fra et stævne sidste år. Foto: Jørgen Ingvardsen
Livet her

Årets første ridestævne

17. juni 2021 kl. 07:00

Efter en lang periode uden ridestævner er Dronninglund Rideklub nu klar til at afvikle stævne 26. og 27. juni på Kirkevej 6-8.

- Naboklubber er inviteret, og vi håber på et par gode stævnedage med mange tilmeldte, fortæller Jeanett Simonsen fra Rideskolen.

Hun kan også oplyse, at man bestemt ikke har ligget på den lade side under nedlukningen.

- Vi har i perioden bl.a. fået indrettet en rigtig lækker rytterstue på loftet i nr. 6, hvor der er udsyn over ridehallen. Tømrerfirmaet Tjelle Byg ved Morten Tjelle har været tovholder på byggeprojektet og har samlet en lang række sponsorer, så det blev muligt. Vi er rigtig glade for rytterstuen, der var lidt af en drøm at få indrettet. Det betyder, at forældre og søskende kan sidde i varmen og vente, mens de kan se undervisningen eller ridningen i hallen. For rytterne og underviserne betyder det mere ro i hallen, mens der rides, fortæller Jeanett Simonsen fra Dronninglund Rideskole.

Annonceret indhold

Nyeste