Livet her

Åbner egen salon og går i lære hos sin kompagnon

30. juni 2021 kl. 12:36

Hvad gør man, hvis man som frisørelev, pludselig står uden læreplads med kun et år tilbage af sin uddannelse? Man åbner selvfølgelig sin egen salon og går i lære dér. Det er i hvert fald vejen for 20-årige Line Algrensen fra Tylstrup. Indtil for nyligt var hun godt i gang med den 4-årige uddannelse som frisør og kunne så småt skimte svendebrevet et år ude i fremtiden. Men så blev frisørmesteren gravid og valgte derfor at lukke sin salon. Gode råd var dyre for Line, der heldigvis havde en god veninde i frisør Louise Elkjær Søttrup. De to har flere gange talt løseligt om engang at åbne deres egen salon. Med Lines behov for en ny læreplads in mente, var der pludselig en ekstra god anledning. – Vi tog ud at spise sammen og traf beslutningen, forklarer Line og Louise. - Dagen efter kiggede vi på lokaler, og nu åbner vi Salon L på Luneborgvej 75 i Tylstrup, tilføjer de med smil på læberne.

Louise Elkjær Søttrup er 34 år og siger farvel til et job som fastansat i en salon i Brønderslev. Hun bliver det næste års tid mester for Line, inden de to altså bliver fuldgyldige kompagnoner. – Det glæder vi os til. Det bliver sjovt og spændende at få vores eget sted, og vi håber selvfølgelig at det kommer til at gå rigtig godt, konstaterer Louise, der bakkes op af Line. – Salonen ligger godt med gratis parkeringspladser. Og så er det tæt ved motorvejen, således at pendlere fra nord og syd nemt kan svinge forbi.

De to indehavere betegner i øvrigt Salon L som en allroundsalon med plads til alle. – Vi klipper folk i alle aldre og af begge køn. Og så har vi online-booking således, at det er nemt at bestille tid.

Salon L slår dørene op den 5. juli. Allerede fredag den 2.juli markeres åbningen dog med en reception for alle, der ønsker at gratulere.

Annonceret indhold

Nyeste