Livet her

55 mødtes til reception

Frivillige og folk på hold, der gennem ti år har budt på motion og café for kræftramte, mødtes til reception

27. september 2019 kl. 14:03

BRØNDERSLEV: 55 personer har mødtes i Sundhedshuset i Brønderslev. De har det til fælles, at de har været tilknyttet hold med motion for kræftramte, som gennem ti år har kørt i Brønderslev.

De ti år blev markeret ved en fejring for tidligere og nyere deltagere, hvor der var hygge, mad og vin i Sundhedshusets kantine.

- Det var så dejligt, og der var stort fremmøde. Der var taler, og der var snak, og det var så godt. De blev der næsten til slut alle sammen, så det kunne ikke være bedre, fortæller Lis Bisgaard, der er koordinator for de frivillige og er med i Kræftens Bekæmpelses lokalafdeling i Brønderslev.

Kræftens Bekæmpelse i Aalborg og lederen af Sundhedshuset deltog også.

Holdene for kræftramte finder sted tre gange om ugen i Sundhedshuset.

I dag er de mange, men i begyndelsen gik det langsomt med at løbe det i gang.

- Da vi startede for ti år siden med motion og café for kræftramte på NiH, der kom jo næsten ingen. Der var nogle få brugere, og vi var i tvivl om, om det var noget, der kunne fortsætte. Men vi skulle have tålmodighed, husker Lis Bisgaard.

Siden er antallet af deltagere steget, efterhånden som det er gået fra mund til mund, og de frivillige bag holdene har også fået fortalt om tilbuddet til læger og sygehuse.

- Det er, fordi det er så godt at lave motion, når man får kræft. Det er ikke alle, der er så gode til at komme, når man er syg, men det har spredt sig, hvor godt det er, og det er derfor, vi er komme så vidt, som vi er. Vi har nu to onsdagshold og et torsdagshold og spis sammen en gang om måneden, fortæller Lis Bisgaard.

Annonceret indhold

Nyeste