Eleverne i 5. årgang på Dronninglund Skole vandt konkurrencen om digital mobning med deres video. Her har de netop modtaget præmien på 10.000 kroner. Foto: Privat foto
Livet her

5. årgang vandt konkurrence om digital mobning

01. december 2021 kl. 10:51

58 elever fra 5. årgang på Dronninglund Skole fik sig noget af en overraskelse i sidste uge. De var samlet i skolens biograf efter spisepausen, hvor de troede, de skulle se film. Pludselig blev lyset tændt, og et par fremmede trådte ind i salen.

- Hej og undskyld, vi forstyrrer. Vi kommer fra Telenor, og vi er her, fordi I har vundet #digitalpænt-konkurrencen for Region Nordjylland. I har vundet 10.000 kroner, sagde de. Og så brød jublen løs.

Kortfilm bragte årgang til sejr

5. årgang på Dronninglund Skole har sammen med mere end 8.500 elever i knap 400 4.-6. klasser over hele landet deltaget i et undervisningsforløb fra Telenor, som sætter fokus på digital kommunikation, trivsel og mobning på sociale medier.

Forløbet giver børnene konkrete redskaber, så de kan føle sig trygge og sikre på de sociale medier, og slutter med en skolekonkurrence, hvor eleverne i en kort film kan vise, hvad de har lært.

På Dronninglund Skole havde 5. årgang arbejdet med forløbet i en tværsuge, som havde fokus på trivsel, men lærerne havde også talt med eleverne om gode filmiske virkemidler. Det gav pote.

Flot bedømmelse

Juryen i konkurrencen, der bl.a. består af repræsentanter fra Telenor, Medierådet for Børn og Unge og Center for Digital Pædagogik, gav nemlig vinderfilmen i Region Nordjylland en flot bedømmelse:

Mathilde, 5.a, og Kristian, 5.b, føler begge, at de har fået noget ud af undervisningsforløbet med digital mobning. Foto: Jørgen Ingvardsen

- Filmen er et godt eksempel på digital mobning med mobber, offer, en ven, der hjælper, og en voksen, der handler. Den viser, hvor ubehageligt det er at blive udsat for digital mobning, og hvor vigtigt det er at tage fat i en voksen, hvis man oplever det. Det kræver nemlig ofte hjælp fra andre at løse mobning og konflikter. Den viser også, hvor stor en hjælp det kan være, hvis man hjælper en ven, der har svært ved selv at sige fra. Eleverne har valgt at fortælle i billeder og musik, som er velvalgt og understreger de forskellige stemninger i filmen. De har været gode til at fortælle den vigtige historie om at stoppe mobning med enkle virkemidler. Det fungerer rigtigt godt, at filmen fortælles uden dialog, og de forskellige personer og deres følelser understøttes flot af den valgte underlægningsmusik, lød det i begrundelsen.

Vinder 10.000 kr. til årgangen

Udover æren er præmien en check på 10.000 kr. til en fælles oplevelse for årgangen.

- Jeg har ikke selv prøvet at blive mobbet, men jeg er da blevet uvenner med en ven på nettet, fortæller Kristian fra 5.b, der føler, han har lært en masse under arbejdet med at lave videoen. Det samme har Mathilde, 5.a.

- Vi har lavet en video om, hvad man ikke skal på de sociale midler. Den slutter med at vise, at man godt kan sige undskyld, hvis man har skrevet noget dumt, fortæller Mathilde.

6 ud af 10 har oplevet digital mobning

At digital mobning er et problem, fremgår af en undersøgelse foretaget af analyseinstituttet Wilke på vegne af Telenor.

Den viser således, at 6 ud af 10 børn har oplevet at være udsat for digital mobning i form af eksklusion eller grimme kommentarer online.

Halvdelen af børn har prøvet at modtage sårende eller grimme kommentarer enten om dem selv eller en ven. Ofte er det én fra klassen, der har skrevet de grimme kommentarer. Undersøgelsen viser også, at børnene i gennemsnit bruger to timer om dagen på sociale medier og 2,4 timer om dagen på online spil.

Annonceret indhold

Nyeste