Der er i år planlagt fire aftener med fællessang på Dronninglund Kunstcenter.
Det sker

Så er der igen fællessang

21. marts 2024 kl. 06:00

Hvem kender ikke Benny Andersen og Poul Dissings smukke forårssang om forårssolen? Det er en af de allermest benyttede sange fra vores fælles kulturskat, Højskolesangbogen. Denne sang vil uden tvivl være på programmet, når der igen inviteres til fællessang på Dronninglund Kunstcenter. Det sker første gang i denne sæson torsdag 4. april kl. 19 - 21.

Fællessangen har gennem de seneste år, og ikke mindst på baggrund af nedlukningen i forbindelse med corona epidemien, fået en opblomstring til glæde for mange mennesker i forskellige sammenhænge.

Der har derfor heller ikke hersket tvivl om, at der igen i 2024 skulle være fællessang på programmet på det nyrenoverede kunstcenter i Dronninglund. I lighed med tidligere år vil der i løbet af året være fire aftener med fællessang i kunstcentrets cafe, nemlig 4. april, 16. maj, 10. oktober og 14. november. Oveni aftenerne med fællessang er der igen i år for syvende gang maratonsang søndag 16. juni i tidsrummet fra 10 - 17, hvor der igen i år ventes stor søgning.

Valget af både gamle, kendte og nye sange fra højskolesangbogen vil naturligvis afspejle årstiderne og historien, ligesom der hver gang bliver plads til ønsker fra de fremmødte. Som vanligt er aftenerne igen i år arrangeret og akkompagneret af Hedvig Knive og Jens Rasmussen, der udover at sidde ved klaveret på skift også knytter de valgte sange sammen med korte oplysende fortællinger om sangene. Som tidligere bliver klaveret ledsaget af tværfløjte spillet af Per Johansen.

Det er gratis at deltage i fællessangen, så det er blot at møde op med lysten til at synge sammen med andre. Man må gerne tage naboen og den gode ven med.

Kunstcentrets café har åbent i forbindelse med arrangementet, og der er mulighed for at købe et let traktement, øl, vin, kaffe m.m.

Annonceret indhold

Nyeste