Det sker

Renovering for 28 mio.

BYGGERI: Boliger i Asaa renoveres og får et helt nyt udtryk

26. august 2021 kl. 06:00

sundby-Hvorup: - Det her er rigtigt positivt. Det er et attraktivt område, og det skaber udvikling i Asaa.

Sådan lød det blandt andet fra borgmester Mikael Klitgaard (V), da der mandag var første spadestik til igangsættelsen af et stort renoveringsprojekt af det almennyttige byggeri på Skelgårdsvej.

- Mange små byer har det svært. Derfor er vi rigtig glade for, at vi får boligerne her på Skelgårdsvej renoveret, fortsatte borgmesteren.

Han roste endvidere Sundby-Hvorup Boligselskab, der drifter de pågældende boliger under afdeling 83.

- Jeg synes, vi har et rigtig godt samarbejde med Sundby-Hvorup Boligselskab. Det bliver spændende at se det færdige resultat, tilføjede Mikael Klitgaard.

Siden fulgte formanden for Sundby-Hvorup Boligselskab, Hans Bøyen Christensen op med en konstatering af, at projektet er støttet af Landsbyggefonden for derved at begrænse huslejen.

- Der er tale om en totalrenovering. I øjeblikket ser det noget trist ud, så det vil pynte gevaldigt, når vi er færdige, fastslog Hans Bøyen Christensen.

Et helt ny udtryk

Ifølge selskabets direktør, Jens Erik Grøn får byggeriet da også et helt nyt udtryk.

- Vi renoverer boligerne ud fra et tilgængelighedsprincip, så vi på længere sigt forhåbentlig får en sammensat beboergruppe. Såvel børnefamilier som unge og ældre vil formentlig finde det attraktivt at bo her, siger Jens Erik Grøn.

Projektet omfatter tre boliger, der hver bliver 104 kvadratmeter samt 16 lejligheder på hver 80 kvadratmeter. Den samlede renoveringssum andrager 28 mio. kr. Beboerne skal genhuses, mens renoveringen står på. Denne ventes afsluttet sidst i 2022.

Annonceret indhold

Nyeste