Foto: Museum for Forsyning og Bæredygtighed
Det sker

Rejse i en mystisk sagnverden

21. juli 2021 kl. 12:00

Nu kan familien med på en fantastisk rejse i en mystisk sagnverden på Dorf Møllegård.

Det oplyser museum for Forsyning og Bæredygtighed, der peger på, at det er en børnevenlig familieaktivitet, hvor hele familien kan møde sagnenes mærkelige monstre.

- Museet har igangsat en storstilet eftersøgning efter møllegårdens gårdnisse Nis, som du og din familie kan blive en del af. Aktiviteten er for alle eventyrlystne børnefamilier, som gerne vil gå på opdagelse og lære mere om sagnvæsner, skriver de.

I jagten på spor efter Nis, som findes både ude og inde på museet, vil familierne møde mange farlige sagnvæsner - men ingen grund til panik! Med på rejsen får familierne nemlig en pose med magiske redskaber, som kan beskytte dem mod væsnernes trolddom.

- Vi glæder os til at sende en masse eventyrlystne børnefamilier ud på en forunderlig rejse i sagnenes verden. Der bliver rig mulighed for at brænde en masse krudt af, når der skal ledes efter lygtemænd og lindorme, oplyser formidlingsinspektør Johanne Schrøder Baggesen.

Alle er velkomne til at deltage i eftersøgningen, men aktiviteten henvender sig primært til familier med børn i alderen 6-11 år.

Familieaktiviteten og resten af museet på Dorf Møllegård har åbent alle dage i juli og august kl. 10-16.

Annonceret indhold

Nyeste