Det sker

Nu er sygehuset privatejet

SYGEHUSSALG: Støtteforening for Dronninglund Sygehus ser positivt på salget, men håber på aktivitet i bygningerne

27. august 2021 kl. 09:44

Efter flere års usikkerhed omkring det tidligere sygehus i Dronninglund kan Regionen nu fortælle, at tre selskaber har købt det hele for 4,8 mio. Bygningerne er solgt til MVE Holding ApS og funktionærboligerne til Fonden Føniks og HT & AL Holding ApS. Et ubebygget jordareal er solgt til selskabet KS Ejendomme.

Sygehuset har i mange år haft en aktiv støtteforening, der længe kæmpede for at bevare sygehuset, og da det ikke kunne lade sig gøre, kæmpede for at få sundhedsrelaterede aktiviteter i huset. Det lykkedes som bekendt ikke, og bygningerne er nu på private hænder. Det får dog ikke formanden for støtteforeningen til at kaste håndklædet i ringen.

- Nej, på ingen måde. Vi har jo vænnet os til at leve med, at politikerne ikke mener, vi skal have de små sygehuse, og da de lukkede Dronninglund Sygehus, vidste vi jo godt, at det ikke ville blive genåbnet, siger Frits Danielsen.

- Der har været stor usikkerhed om, hvad der skulle ske med bygningerne, og med salget er der kommet en vis form for ro. Det er ikke ensbetydende med, at støtteforeningen har mistet sin berettigelse, og det er bestemt ikke vores fornemste opgave at nedlægge foreningen. Det kan jeg ikke se nogen grund til. Den skal fortsat være en passiv forening, og så må vi se, hvad der kommer til at ske. Ingen ved jo, hvad de nye ejere vil. Jeg har hørt, at man ikke ønsker, at det store hus skal stå tomt. Det ville også være et skrækscenarie for alle borgere i Dronninglund. Jeg mener, vi skal se på det med positive øjne og tro på, at det er købt for at lave aktivitet i huset. Det bliver spændende at se, siger støtteforeningens formand, der alligevel ærgrer sig over måden, nedlukningen foregik på.

- Det ærgrer mig, at man bl.a. sælger idéen om at lukke sygehuset med forventningen om, at man vil få et tocifret millionbeløb for bygningerne, når slutresultatet lander på bare 4,8 mio. Jeg forstår ikke det system, men vi skal videre. Nu vil jeg kalde bestyrelsen sammen for at høre, om den er enig med mig i, at foreningen skal fortsætte. Der er jo også forlydender om, at lægerne har købt det gamle posthus på Stationsvej, og at man der vil bygge nyt lægehus. Hvis der kommer noget, der ligner et sundhedshus, så kan det jo måske også have støtteforeningens interesse. Vi råder over en pose penge. Når det er sagt, så skal støtteforeningen naturligvis på sigt opløses, og de penge, der måtte være tilbage, skal ud for at arbejde på en eller anden måde i lokalområdet til gavn og glæde for så mange som muligt, slutter Frits Danielsen.

Annonceret indhold

Nyeste