Privatfoto
Livet her

Lykke-Per i BAS

Aftenfilm af Bille August kan ses i Brønderslev

18. september 2018 kl. 19:02

BRØNDERSLEV: BASbio i Brønderslev viser i uge 38 filmen "Lykke-Per". Den kan ses onsdag, torsdag, fredag og søndag alle dage klokken 19 plus torsdag klokken 14.

BAS oplyser, at det er Bille Augusts nye storfilm, det episke kærlighedsdrama LYKKE-PER, som er baseret på nobelprisvinder Henrik Pontoppidans litterære mesterværk af samme navn.

- Lykke-Per er en medrivende fortælling om Peter Sidenius, et moderne og ambitiøst menneske, der stræber efter det lykkelige liv og frigørelsen fra barndomshjemmets snævre rammer, skriver de.

Filmen handler om Per, der på jagt efter lykken flytter væk fra det landlige Jylland, sin strenge opvækst i det stærkt religiøse hjem og sin patriarkalske præstefar. Han sætter sejl mod København for at studere til ingeniør og realisere et stort visionært og moderne energiprojekt, baseret på vind- og bølgeenergi.

I hovedstaden kaster Per sig ud i storbylivet og indgår med livsappetit og glæde i det muntre og ubekymrede selskabsliv og bliver også forelsket.

Nu burde Pers lykke være gjort. Med hans kontakter til en af Danmarks rigeste familier og hans forlovelse med familiens smukke datter ser hans fremtid lys og lovende ud.

Men stadig trækkes Per med arrene fra barndommen og hans dogmatiske familie, der stadig ikke accepterer hans nye liv og hans jødiske forlovelse. Trods al sit held og fremgang har Per svært ved at bryde båndene og slippe af med de sår, hans strenge, religiøse baggrund har givet ham og han frygter, at han nu som voksen vil komme til at gentage faderens adfærd.

Annonceret indhold

Nyeste