Overskuddet fra salget af tulipaner går til at sende to unge mennesker på sejltur med skonnerten Marilyn Anne til sommer. Foto: Privat foto
Det sker

Forening stemmer dørklokker mod misbrug

01. marts 2022 kl. 07:00

HALS: Efter endnu et år med corona ser det nu ud til, at hverdagen bliver mindre kompliceret.

Lions Ingeborg Skeel, som har ligget underdrejet i en del af det forgangne år, er trukket i arbejdstøjet igen. Som altid bliver årets første aktivitet ’tulipansalget’.

I uge 9 og 10 vil firmaer, forretninger og privatpersoner i den østlige del af Brønderslev Kommune blive kontaktet af en repræsentant fra Lions Ingeborg Skeel med henblik på at bestille en elle flere buketter skønne, røde tulipaner, som vil blive afleveret et par uger senere.

Overskuddet fra salget vil i år gå til at sende to unge i alderen 14 - 16 år på en uges sejltur med sejlskibet Marilyn Anne.

Oplevelse på danske farvande

Skibet skal igen til sommer danne rammen om en spændende sejlerlejr i de indre danske farvande. Denne gang med sejlads rundt i Limfjorden. På skibet vil de unge få ansvar for en del praktiske opgaver.

Turen er udformet med det formål at give deltagerne en mulighed for at få en lille pause fra deres daglige liv og rutiner. I fællesskab med andre unge får de mulighed for nye oplevelser, som udvikler og giver nye relationer og ny indsigt, der kan give dem forståelse for at kunne sætte grænser, når det gælder alle de mange muligheder, der er for at ende i misbrug.

Det gælder alt lige fra alkohol, rusmidler, tyveri, vold, seksuel misbrug, mobning og ikke mindst til at opføre sig ordentligt på de sociale medier.

- Lions Ingeborg Skeel håber at møde lige så stor velvilje som altid, når vi ringer på jeres dør, siger Kirsten Sørensen på vegne af hele gruppen.

Annonceret indhold

Nyeste