Der er gys for alle pengene i den nye udstilling på Dorf Møllegård. Foto: Jørgen Ingvardsen
Det sker

Et kig ind i fantasien fra dengang, der ikke var elektrisk lys

DORF MØLLEGÅRD: Museets nye udstilling er en tidsrejse tilbage til den tid, hvor monstre kom frem, så snart solen gik ned.

01. juni 2021 kl. 07:00

Det er en helt speciel oplevelse, man får, hvis man besøger Dorf Møllegård og vover sig indenfor i den nye udstilling, ”GYS, væsener i mørket”, der åbnede forleden.

- Vi har skruet tiden et par hundrede år tilbage og til bondens verden, der var meget forskellig for den verden, vi lever i. Når solen gik ned, var det mørkt. Meget mørkere, end vi kan forestille os, fortæller Johanne Baggesen, museumsinspektør ved Museum for Forsyning og Bæredygtighed.

- Her var det så, bønderne brugte en del tid på at fortælle historier, for der var ikke meget andet, man kunne lave.

Museumsleder Anne Provst (t.h.) og museumsinspektør Johanne Baggesen har lige åbnet en udstilling om fortidens sagnvæsener på Dorf Møllegård. Foto: Bente Poder

På udstillingen i Dorf kan de besøgende gå rundt i de mørke rum kun udstyret med fakler. Det er bestemt ikke nemt, for faklerne giver kun meget lidt lys, og man støder hele tiden ind i et eller andet. Samtidig kan man møde nogle af de mystiske fantasivæsner, som skræmte vore forfædre fra vid og sans. Her lurer åmanden, som kræver sit årlige menneskeoffer. Ellefolket fester i gravhøjen og bjergtager nysgerrige sjæle, og den hovedløse helhest halter rundt på sine tre ben, mens hvide damer og forbrydere vandrer hvileløst rundt i natten. Der er virkelig tale om en ny og spændende måde at tænke museumsformidling på. Som besøgende oplever man på egen krop bondens frygt.

- Gyset har en helt særlig evne til at engagere os og skærpe vore sanser. Den mekanisme udnytter vi fuldt ud i årets særudstilling, siger Johanne Baggesen.

Udstillingen er ikke kun gys og gru. I samarbejde med gyserforsker Mathias Clasen fra Aarhus Universitet stiller udstillingen også skarpt på gysets biologi og psykologi. Hvorfor opsøger vi frivilligt gyset, når det er designet til at fylde os med negative følelser som frygt, angst og væmmelse?

Mørke, lidt lys og en skygge ... så kører fantasien for fuld damp. Og der var masser af mørke i tiden før det elektriske lys. Foto: Bente Poder

Udstillingen fik sin ilddåb i fredags, da elever fra 10. klassecentret på Dronninglund Skole mødte op. De fik ved ankomsten serveret en meget blå giftdrik og blev derefter i grupper på fem ledt rundt i udstillingen.

I dagens anledning blev nogle af sagnenes væsner gjort levende af skuespillere fra horrorfirmaet Dystopia Entertainment. Det er denne gruppe, der står bag udstillingens skræmmende scenografi.

Udstillingen kan ses helt frem til midten af december og er bestemt et besøg værd. Hvis man tør!

Ved ankomsten fik eleverne serveret en meget blå giftdrik. Herefter blev de i grupper på fem ført gennem udstillingen. Foto: Jørgen Ingvardsen
Annonceret indhold

Nyeste