Birthe Ellegaard har to sønner med sclerose - og hendes afdøde ægtefælle havde ligeledes sygdommen. Privatfoto
Det sker

Birthe går foran i kampen mod svær sygdom

Birthe fra Brønderslev oplevet sygdommen hos både to sønner og ægtefælle - nu er hun lokal indsamlingsleder

01. september 2022 kl. 06:00

BRØNDERSLEV: Knap 18.000 danskere har sclerose, og 110 af dem lever i Brønderslev Kommune. På bare 20 år er der sket en fordobling af antallet af ramte i Danmark, og udviklingen ser ud til at fortsætte.

Derfor har Birthe Ellegaard, der er pårørende til flere familiemedlemmer med sclerose, meldt sig som leder af Scleroseforeningens store landsindsamling i Brønderslev.

- Helt overordnet er det vigtigt, at vi får forsket i sclerose, så vi kan finde årsagen til sygdommen. Og så er det en personlig sag for mig som pårørende være en del af indsamlingsarbejdet, siger Birthe Ellegaard i en pressemeddelelse fra Scleroseforeningen.

Birthe Ellegaard har to sønner med sclerose - og hendes afdøde ægtefælle havde ligeledes sygdommen. Derfor har hun meldt sig som indsamlingsleder i Brønderslev, når Scleroseforeningens store landsindsamling løber af stablen søndag 11. september.

- Da sclerosen dukkede op i min familie, kendte vi intet til sygdommen. Min mand blev diagnosticeret i 1985 og dengang var der ingen behandlingsmuligheder. Det er en af grundene til, at jeg har blandet mig i sclerosesagen i mange år, fortæller Birthe Ellegaard, der sidder i bestyrelsen i foreningens lokalafdeling i Brønderslev.

Birthe Ellegaard håber på, at rigtig mange i Brønderslev er hjemme og vil tage godt imod, hvis det ringer på døren midt i formiddagskaffen eller lige efter frokosten søndag den 11. september, hvor frivillige fra Scleroseforeningen går på gaden i hele landet for at samle ind til den afgørende forskning og støtte.

- Desto flere vi er, desto større beløb vil vi få samlet ind. Det er to eller tre timer, man bruger af sin dag og så hjælper man en stor flok mennesker, der har behov for det. Så jeg synes at alle dem, der har muligheden, skulle give en hånd med, siger hun.

Har man tid og lyst til at hjælpe til ved indsamlingen, kan man melde sig på www.sammenmodsclerose.dk - eller kontakte Birthe Ellegaard.

Om sclerose

17.747 danskere har sclerose, og hver dag får yderligere to danskere konstateret sygdommen.

Antallet af danskere med sygdommen er over de seneste 20 år fordoblet.

Danmark har verdens fjerdehøjeste forekomst per indbygger.

Sygdommen rammer centralnervesystemet, dvs. hjernen og rygmarven, og kan medføre en lang række, fysiske og kognitive funktionsnedsættelser som nedsat kraft, lammelser, føleforstyrrelser, synsproblemer, hukommelsesbesvær og udmarvende træthed. Symptomerne kan til dels bremses med medicin, men sclerose er fortsat en uhelbredelig og fremadskridende sygdom.

Sygdommen rammer typisk i alderen 20-40 år, men kan ramme i alle aldre.

Dobbelt så mange kvinder som mænd rammes, og sygdommen er primær årsag til invaliditet blandt kvinder i den fødedygtige alder.

Scleroseforeningens store landsindsamling løber af stablen søndag 11. september. PR-foto: Scleroseforeningen
Annonceret indhold

Nyeste