Farvehandleruddannelsen er etableret i samarbejde med Aarhus Business College.
Livet her

Der mangler håndværkererfaring: Derfor har byggevarekæde gjort noget nyt

25. januar 2024 kl. 19:01

Det er svært at rådgive nogen om maling, hvis man aldrig selv har malet. Det har Stine Krebs Nielsen erfaret i sit job i XL-BYG i Hals. Nu har byggevarekæden etableret en farvehandleruddannelse, der skal give de ansatte praktiske erfaringer at trække på.

Søger man rådgivning i byggemarkeder, risikerer man i stigende grad at møde butiksansatte, der mangler praktisk erfaring inden for det håndværksmæssige. Fagspecifikke detailuddannelser som for eksempel farvehandleruddannelsen er nemlig blevet nedlagt for efterhånden små ti år siden, og det er et problem, der kan mærkes, og som XL-BYG nu vil finde en løsning på.

Sammen med Handelsfagskolen Aarhus Business College har XL-BYG udviklet en ny certificeret farvehandleruddannelse, så butiksmedarbejderne bedre kan rådgive om alt fra opsætning af filt til spartling og maling.

– I takt med at flere af de fagspecifikke detailuddannelser er forsvundet, er specialbutikker lukket ned, og produkterne sælges i dag i den bredere detailhandel. Her har en væsentlig del af personalet aldrig selv prøvet at bruge de produkter, de står med, og det giver jo lidt skår i rådgivningen, siger Jacob Ryberg, der har en baggrund som bygningsmaler og er malerfaglærer og underviser på Aarhus Business College, hvor han har været med til at udvikle den nye farvehandleruddannelse.

Det første hold certificerede farvehandlere udklækkes i februar 2024.

Erfaring gør en kæmpe forskel

Til daglig er Stine Krebs Nielsen ansvarlig for beklædnings- og malerafdelingen i XL-BYG i Hals, og hun er en af de første butiksansatte, der er startet på den nye farvehandleruddannelse.

– Jeg er faktisk meget praktisk anlagt, men det kan jo være svært at forklare, hvordan man skal gøre noget, som man ikke selv har prøvet. Der har jeg været udfordret på flere discipliner indenfor malerfaget, og det har derfor været guld værd at få både kvalificeret og uvildig undervisning, men også en masse praktiske erfaringer med sig igennem forløbet, siger Stine Krebs Nielsen, der færdiggør forløbets andet og sidste modul i februar.

– Jeg glæder mig til at få den stærke baggrundsviden med omkring den del af malerfaget, der foregår udendørs med mig også. Så kan jeg forklare kunderne, hvorfor de skal male i et bestemt vejr og ikke i et andet, siger Stine Krebs Nielsen, der i første modul har fået en introduktion til hele malerfaget med undervisning i blandt andet afrensning af tapet, filtopsætning, slibe og spartle og stryge- og rulleteknikker.

Skal gavne hele branchen

I februar 2024 udklækkes det første hold certificerede farvehandleruddannede, siden uddannelsen blev nedlagt i 2015. Og det er er ikke bare til glæde og gavn for ansatte og kunder i XL-BYG, men i hele branchen, mener HR- og kommunikationschef for XL-BYG Liselotte Christensen:

– Vi er med til at stifte farvehandleruddannelsen, fordi vi gerne vil investere i vores medarbejdere og anerkende, at det kræver stor faglig viden at rådgive og vejlede om gør-det-selv-projekter på et kyndigt niveau. Vi vil samtidig gerne spare vores kunder både arbejdstid, materialer og penge ved at hjælpe dem til at vælge de rigtige og holdbare løsninger første gang, siger Liselotte Christensen.

Annonceret indhold

Nyeste