Christian Madsen er den nye Rema 1000-købmand i Hals.
Livet her

Christian er byens nye købmand: Det vil han fokusere på

21. februar 2024 kl. 16:01

Han har tidligere været købmand i mindre byer, men de sidste fire års tid har han huseret som købmand midt i Aalborg.

Nu er det imidlertid tid til noget nyt for den erfarne købmand Christian Madsen. Han skal nemlig stå i spidsen for den spritnye Rema 1000 i Hals, der 14. marts åbner i Aldis tidligere lokaler i Midtergade.

- Jeg skulle lige prøve at være i centrum af Aalborg, men jeg vil gerne ud på landet igen, så at sige. Jeg savner den nære kontakt med kunderne. Inde i byen går det hele lidt mere stærkt, siger Christian Madsen.

Han har 17 års erfaring som Rema 1000-købmand. Tidligere har han været i Sæby og Frederikshavn, inden han i 2019 overtog Rema-butikken ved Budolfi Plads i Aalborg Centrum.

- Jeg har stor erfaring med at være den lokale købmand, der lytter til kunderne og deres behov. Det er vigtigt for mig, at der er frisk frugt, grønt og kød i butikken. Det skal bare være i orden, siger Christian Madsen.

Lige nu arbejder håndværkerne på højtryk for at blive færdige med ombygningen fra Aldi-butik til Rema 1000. Derefter begynder den nye købmand og hans folk at fylde varer på hylderne fra begyndelsen af marts.

- Hals er en spændende by. Der er selvfølgelig mange lokale og et stort opland, men om sommeren er der også rigtigt mange turister, der giver et boost, siger købmanden.

Butikken i Hals tilhørte tidligere Aldi. I forbindelse med Aldis exit fra Danmark blev butikken solgt til Rema 1000, der altså har valgt at drive den videre som en Rema-butik.

Den nye Rema 1000 i Hals slår efter planen dørene op 14. marts. Det vil blive markeret med en række ekstra gode tilbud i butikken.

Annonceret indhold

Nyeste