Mennesker

Måske visner og rådner udstillingen inden publikum får set den

Stinne Teglhus, leder af Dronninglund Kunstcenter, er i fuld gang med at sætte påskeudstilling op. Hun kan ikke holde ud bare at vente og vente

20. marts 2021 kl. 16:01
Opdateret 20. maj 2022 kl. 08:48

Stinne Teglhus har en skøn smittende latter. Hun ler, da jeg spørger hvordan det har været at stå i spidsen for et kunstcenter under corona-pandemien, og aldrig kunne vide om en udstilling gennemføres. Som i den kommende påske, der i Nordjylland er årets højdepunkt for kunstinteresserede.

Stinne Teglhus vil holde modet oppe.

For som hun siger:

- Hvis ikke jeg holder modet oppe, hvem skal så?

- Derfor arbejder vi på fuld tryk for at åbne Palmesøndag 28.marts.

Udstillingen hedder ”Det spirer og gror”.

- Og hvis vi ikke får lov at åbne, kalder vi forårsudstillingen ”Det visner og rådner, siger hun og griner.

Forårsudstillingen er en stor blandet forårsbuket sammensat af 25 kunstnere fra hele landet med maleri, grafik, akvarel, foto, bronze, keramik, glas, træ, tekstil og naturmaterialer.

Og til ” Det spirer og gror” pynter de op med grene inden døre og har plantet 4000 forårsløg uden for.

Håbet er lysegrønt ligesom de spirende blade på grenene i udstillingslokalet.

Stinne Teglhus fortæller, at hun i kampen for at åbne har bedt en af de frivillige, som har været advokat, om at undersøge om Dronninglund Kunstcenter kan kalde sig galleri.

Gallerier betragtes nemlig som butikker og må gerne holde åbent.

Stinne Teglhus startede som leder af Dronninglund Kunstcenter i juni 2020, og har derfor kun stået i spidsen for det smukke kunstcenter på toppen af bakken uden for Dronninglund, mens der har været corona. Hun har gang på gang måtte udsætte konkrete projekter og udstillinger, fordi de ikke har måtte få besøg af gæster. Frustrerende når man som ny leder af ideer og tanker om at forny stedet.

Stinne Teglhus startede som leder af Dronninglund Kunstcenter i juni, som landet blev lukket ned i marts. Siden har hun gang på gang måtte aflyse, forkorte eller udsætte udstillinger. Foto: Henrik Louis

- Jeg og vores mange frivillige er så klar. For mig som leder handler det om at holde gejsten op blandt de 130 frivillige. Udstillerne er også kede af, at vi ikke kan holde en fernisering. De bliver inviteret på en ferniseringsfrokost, når de afleverer deres værker. Og måske kan vi holde en finishage, når udstillingen slutter 2. maj.

Danny Heinricht fra Gjøl er en af udstillerne. Han er maler og lever af sine surrealistiske Fantasy-malerier. Corona-året har været mærkværdigt.

- Jeg har mit eget galleri og normalt, når jeg holder fernisering, kommer der 150. Da jeg i efteråret 2020 holdt en fernisering kom der 5.

Men han har til gengæld oplevet, at de mennesker, der i løbet af året har besøgt ham i hans galleri og atelier har været seriøse købere. Så salget har været fornuftigt.

- Jeg undersøgte i starten af coronaen, om jeg kunne støtte fra puljerne frastaten. Det krævede, at jeg solgte under 50 procent end tidligere, og det har jeg ikke gjort. Min indtjening har været lidt under, hvad den plejer at være.

Han tror dog, at andre kunstnere har haft sværere ved at sælge, fordi de ikke har haft deres eget.

Danny Heinricht har gjort noget for at sælge sine værker. Han har haft prefernisering, hvor inviterede gæster, som for eksempel har købt af ham tidligere, har været på besøg i Gjøl.

- Vi har har haft en eksklusiv aften, hvor en kok fra kokkelandsholdet har kreeret surrealistiske tapas. De eksklusive aftener har været med til at redde det hele.

Nu er han så i Dronninglund for første gang. Sammen med de andre kunstnere, som Stinne Teglhus har haft nemt ved at få med i år.

- Alle har sagt ja. Ligesom andre kunstnere som musikere savner de publikums respons på deres værker, siger Stinne Teglhus.

Som bekendt blev Danmark lukket ned i marts 2020, og dermed måtte de tusindvis af nordjyder, der plejer at køre rundt i påskedagene aflyse den tradition.

For at sætte lukningen af udstillingssteder i perspektiv kan vi oplyse, at Nordjyske Medier i flere år har bragt en oversigt over udstillinger i påsken. 106 steder var med et af årene med en overvægt at udstillinger i Vendsyssel.

- På Dronninglund Kunstcenter havde vi i 2019 1900 besøgende, og vi ved at mange besøger flere udstillinger i løbet af påsken, fortæller Stinne Teglhus, der tidligere selv har arbejdet som frivillig med at sætte udstillinger op. Stinne Teglhus er billedhugger med base i Hirtshals.

Stinne Teglhus foran Karin Lykke Groths akvarel  Inga Vestergaard Sørensens vadefugle i keramik. Foto: Henrik Louis

Og nu bruger hun som deltidsansat leder på Kunstcentret mange flere timer på at få kunsten til at spire og gro.

- Vi er som mange andre steder afhængig af frivillige arbejdskraft, og jeg ved vores frivillige vil gøre alt for at gæsterne kan være trygge, hvis vi bare år lov at åbne.

Med på udstillingen i Dronninglund er: Jane Ekstrøm, Vodskov, maleri. Lene Frederiksen, Hals. Maleri/ skulptur. Kai Glad, Vester Skerninge, akvarel. Kim Herholt Groth, Vodskov, maleri. Karin Lykke Groth, Vallekilde, Akvarel. Danny Heinricht, Gjøl, maleri. Jytte Høeg, Virum, bronze. Per Munch Johansen, Dronninglund, foto. Louise Lange, Aalborg, keramik. Jan Langthjem, Frederikshavn, maleri. Arne Møller Larsen, Aalborg, akvarel. Randi Laubæk, København, maleri. Henriette Lorenz, Rudkøbing, maleri. Søren Lyngby, Hirtshals, skulptur/ maleri. Adam Mowen, Vennebjerg, glas. Sisse Fog Odgaard, Hillerød, tekstil. Susan Vivi Sørensen, Hirtshals, glas. Inga Vestergård Sørensen, Amager, keramik/ grafik. Marianne Trenskow, Nørresundby, tekstil. Arnt Uhre, Aarhus. Keramik. Malene Klint Vejlby, Svendborg, maleri. Henrik Woodpek, Sønderlev, træ. Katja Wunderling, Nürnberg, relief.

Annonceret indhold

Nyeste