Livet her

Nyt kulturhus skal gøre Dronninglund mere spændende

BYGGERI: Arbejdsgruppen bag planerne om et nyt kulturhus i Dronninglund forventer at have økonomien på plads inden årsskiftet

14. august 2021 kl. 06:00

Hvis alt går vel, kan Dronninglund om to år indvie et nyt, stort kulturhus placeret midt i byen. Den arbejdsgruppe på 12 personer, der blev nedsat efter et borgermøde i foråret, har lige siden arbejdet ihærdigt på at realisere tanken om det nye kulturhus.

Formanden for gruppen, Keld Pedersen, er optimist og mener, at det vil være realistisk at tro på, at huset står færdigt i 2023.

- Vi skal bruge resten af i år til at skrabe pengene sammen og har netop sendt en ansøgning til Brønderslev Kommune. Vi skal bruge 25 mio. og sætter naturligvis ikke noget i gang, før pengene er på plads. Det skulle gerne ske i løbet af i år, siger den erfarne erhvervsmand, der ud udover at have skabt en af områdets største og mest succesfulde virksomheder, Nordex Food, i Dronninglund, også stod i spidsen for den gruppe, der for 20 år siden købte Kunstcentret fra skoleimperiet Tvind.

- Sparekassen Vendsyssels Fonden, Dronninglund, har på forhånd sagt, at hvis vi kommer med et godt projekt, vil den komme med måske 10 mio., og så er vi jo godt på vej. Vi har netop søgt kommunen om 8 mio., og resten skal vi så finde hos andre fonde, og det tror vi på vil lykkes, hvis vi får et positivt tilsagn fra kommunen. Det betyder meget, at kommunen står bag os, når vi skal søge andre fonde. Det er mange penge, vi skal have samlet ind, og det kræver, at vi står sammen. Hvis der ikke er opbakning til et sådant hus, bliver det ikke til noget, men det er jeg overbevist om, at der er, siger Keld Pedersen.

Placeringen er på plads

Der har været flere forslag til en placering af huset, men arbejdsgruppen peger på Oasen midt i byen.

- Vi er helt enige om, at det skal ligge et sted, hvor det er synligt. Det vil det blive med placeringen i den smukke natur ved indkørslen til byen Vi er helt enige om, at det skal ligge et sted, hvor det er synligt. Det vil det blive med placeringen i den smukke natur ved indkørslen til byen mellem ishytten og busstoppestedet. Området kræver, at det bliver en flot bygning, så det er målet. Det er centralt og et smukt område. Vi ønsker at købe grunden af kommunen. Borgerforeningen har fået lov til at bruge den, men vi vil gerne have den tilskødet, for når vi skal til at bygge, er det skønt også at eje grunden. Området er udlagt som landbrugsområde med landbrugspligt, så der er nogle udfordringer, men jeg håber på velvilje fra myndighederne, siger formanden.

Arbejdsgruppen har planer om at bygge et hus på omkring 1.000 kvm med en stor koncertsal, café og en række mindre lokaler til møder og den slags.

- Det er ikke endeligt endnu, for når vi får pengene, skal vi have udskrevet en arkitektkonkurrence. Vi lægger ikke skjul på, at vi sætter ambitionerne højt, og det synes jeg, en by som Dronninglund fortjener. Det er kommunens kulturby, der også har masser af natur og historie. Med kulturhuset vil vi bringe byen endnu videre med henblik på, at det bliver mere attraktivt at bo og være i Dronninglund, understreger han.

Et hus for alle

- Huset skal være for både unge og gamle og et hus, der virkelig bliver brugt. Derfor vil vi også gerne have mange aktiviteter ind i det, og det er noget af det, vi har arbejdet meget med den senere tid i arbejdsgruppen. Det kan og skal bruges til ufattelig mange ting. Borgerforeningen bliver ankerforeningen i projektet. Her har man masser af erfaring med ”Hjørnet” i Dronninglund, hvor der er blevet afviklet mange arrangementer. Vi har dialog med flere andre foreninger for at få så mange med som muligt. Vi skal ikke bare bygge et stort hus. Det skal fyldes ud og bruges. Det skal også kunne bruges til private fester. Vi vil ligeledes have aktiviteter i huset om dagen, og her har vi en dialog med kommunen, for den har forskellige aktiviteter, der måske kunne samles i et kulturhus, fortæller han.

Inspiration udefra

- Vi har set på flere kulturhuse rundt om for at få inspiration. Vi har bl.a. været i Hjallerup, og det har vi lært meget af. På den baggrund har vi lavet et driftsbudget, der viser, at vi kan få det til at hænge sammen, påpeger Keld Pedersen.

Det er tanken, at der skal laves en fond, der skal stå for byggeriet, og det vil også være fonden, der kommer til at stå for udlejningen. Ikke aktiviteterne, for de foreninger, der lejer sig ind, skal selv lave deres aktiviteter.

- Vi regner med at kunne starte byggeriet i 2023, og til den tid kan vi så håbe, at byggebranchen er kølet lidt ned, for alt er dyrt i øjeblikket og der er mangel på materialer, så derfor arbejder vi også med en forholdsvis lang tidshorisont, siger han, der på trods af en række uafklarede spørgsmål tror på projektet.

- Man er nødt til at være optimist. Jeg synes, projektet kan være med til at løfte Dronninglund, og det vil jeg gerne være med til at kæmpe for. Hvis man ikke sætter ambitionerne højt, bliver det derefter, slutter Keld Pedersen.

Annonceret indhold

Nyeste