Ny mand skal samle Brønderslev
Michael Wittrup er blevet projektleder for ”Vores By Brønderslev” i stedet for Daniel svane
Egentlig var den ved at komme lidt i gear, den nye paraplyorganisation Vores By Brønderslev, som skal dække og rumme alt hvad der rører sig i Brønderslev. Så kom den seneste corona-nedlukning og alt gik i stå endnu en gang.
- Og det var ikke kun dårligt, siger Søren Flodgaard, som står i spidsen for den nye organisation.
Den ufrivillige pause er foreløbig endt med, at den nyansatte projektleder Daniel Svane har sagt farvel til jobbet og er indtrådt i bestyrelsen for organisationen i stedet - helt enkelt fordi har fik tilbudt et job i Sol og Strand, som han ikke kunne sige nej til.
- I stedet har vi ansat Michael Wittrup som projektleder, og det er vi rigtig glade for, siger Søren Flodgaard.
Michael Wittrup er 61 år og har arbejdet i Berlingske i forskellige funktioner og har i 30 år siddet i bestyrelsen for Store Brønderslev Marked, som han i dag er PR-ansvarlig for.
- Jeg har et stort netværk i Brønderslev og glæder mig til at komme i gang med at formidle ideen om den nye paraplyorganisation - og til at få gang i den, siger Michael Wittrup.
Tanken med Vores By Brønderslev er, at det skal være et forum, hvor byens aktiviteter koordineres, og hvor de mange foreninger og organisationer kan hjælpe hinanden.
Foreløbig er der nedsat en bestyrelse med Søren Flodgaard i spidsen. Menige medlemmer er: direktør for Spar Nord Anette Drivsholm, formand for Idrætssamvirket Jes Jacob Christensen, advokat Gert Storkborg, kommunaldirektør Søren Steensen, borgmester Mikael Klitgaard og bestyrelsesformand i Cubic Torben Fristrup og Daniel Svane fra Sol og Strand.
Herfra skal der nedsættes små bestyrelser for idrætslivet, kulturlivet, erhvervslivet og handelslivet, som skal holde tråd i hver sine interesser - og altså koordinere med de andre.