Livet her

Heste reddet ud af Helgstrands stutteri under brand

Mandskabet havde styr på dyrenes sikkerhed, allerede inden brandvæsnet nåede frem

25. august 2021 kl. 15:26
Opdateret 02. februar 2023 kl. 14:12

Opdateret onsdag 16.25 med mulig brandårsag

HJALLERUP: Onsdag middag udbrød der brand i en større hestestald på Ravnstrupvej i Hjallerup, som ifølge indsatslederen ved Nordjyllands Beredskab tilhører den verdenskendte dressurrytter Andreas Helgstrand.

Da Nordjyllands Beredskab nåede frem, var alle hestene allerede reddet ud af stalden.

- Inden fremkomsten får vi at vide, at der er styr på dyrene. Personerne har klaret det hurtigt og er ikke kommet noget til. Så ingen tilskadekomne - hverken dyr eller mennesker, siger indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab Jørgen W. Pedersen.

- Mandskabet på adressen havde styr på dyrenes sikkerhed, fastslår han.

Ilden opstod i noget halm, som lå i stalden. Det drejede sig om cirka 15 bigballer.

- Det har givet en pænt stor brand i den ene ende af hestestalden, siger indsatslederen.

Ifølge vagtchef ved Nordjyllands Politi Mads Hessellund er det muligvis et svejseapparat, der har startet branden.

Beredskabet har nu afgrænset branden, så den ikke kan sprede sig til resten af bygningerne.

- Efter en time har vi også fået styr på branden og overgår snart til efterslukning, siger Jørgen W. Pedersen.

Efterslukningen handler om at få bragt halmen udenfor og få det slukket.

Indsatslederen forventer, at stalden kan reddes, og han regner med, at beredskabet arbejder videre på stedet et par timer endnu.

- Det er ikke sådan, at bygningen er brændt ned. Det handler om noget tag og måske et par spær, der skal skiftes. Bygningen som sådan står delvist indtakt, siger han.

Annonceret indhold

Nyeste