Tony Vinther Christensen får en lang række opgaver på BI-Centret. Foto: Kim Dahl Hansen
Livet her

Han skal være overalt på BI-Centret

Tony Vinther Christensen er ny centerleder på BI-Centret - han er kommet der fra barnsben og ser frem til sin nye rolle

06. juni 2021 kl. 12:00

De godt tusind personer, der i løbet af en uge har deres gang på BI-Centret i Brønderslev, vil fra nu af møde en ny, central person på stedet: Tony Vinther Christensen er netop begyndt i sit nye job som centerleder i BI’s hovedkvarter.

Det er dog kun i rollen som centerleder, at han er ny - faktisk har han gennem rigtigt mange år været at finde i klubben, hvor han både har spillet fodbold, bordtennis og været træner, ligesom han fortsat er assistenttræner for klubbens førstehold i fodbold, som spiller i serie 1.

Han har spillet i klubben, siden han var seks år gammel.

- Jeg har brugt ufatteligt mange timer herude førhen, det har jeg gjort hele mit liv. Også selv om jeg ikke spiller, så har jeg været ude at se kampe. Nu bliver jeg fast inventar, fortæller Tony Vinther Christensen, der bor i Brønderslev.

Dermed er han nærmest på hjemmebane i sit nye job, og en af de ting, han ser frem til, er også det sociale, hvor han skal være med til at skabe en god atmosfære på centret, og hvor kundekontakt er en del af arbejdet.

- Det synes jeg er helt vildt lækkert. Jeg elsker børn, og jeg kender jo mange, fortæller Tony Vinther Christensen.

Han glæder sig til at komme ud blandt flere mennesker efter at havde gået på byggepladser i mange år.

- Nu skal jeg ud blandt mange mennesker, forhåbentligt er det glade og tilfredse mennesker, det ser jeg frem til.

Mere liv i cafeteriet

Han sjusser sig frem til, at over tusind mennesker kommer igennem centret i løbet af en uge.

- Det er virkelig mange mennesker. Tirsdag på min første dag var p-pladsen fuld. De holdt også op ad vejen. Det er virkelig mange mennesker, og det er jo fantastisk, siger Tony Vinther Christensen, der opsummerer sit nye job i tre dele: At sørge for, at tingene på centret er i orden, at sørge for god stemning og at få løst de småproblemer, der vil være.

Der vil også være mange praktiske opgaver på centret.

- Jeg skal sørge for, at banerne ser godt ud, kridte baner op og sørge for, at huset bliver vedligeholdt og alle de tekniske ting. Er der en vandhane, der drypper, så skal jeg få det skiftet, giver han som eksempel.

Også i cafeteriet kommer man til at møde den ny centerleder. Der har været lukket i forbindelse med corona, men nu er det tid til at bygge den del op igen.

- Jeg har planer om nogle nye tiltag i forhold til cafeteriadelen. Der er nogle idéer på tegnebrættet om, hvad vi skal gøre for at få mere liv i cafeteriet, fortæller Tony Vinther Christensen.

Der kommer folk på centret og dyrker sport alle ugens dage undtagen fredag, så det handler også om at finde ind i den rette rytme med hensyn til åbningstider.

- Jeg har en idé om, at der skal være åbent, når der er mennesker herude, og jeg må sørge for, at der bliver noget salg, og at vi har nogle gode varer, så vi får gang i det, siger Tony Vinther Christensen.

Det er meningen, at der skal ansættes ekstra kræfter i cafeteriet nogle af timerne, ligesom der også bliver brug for at ansætte en til at hjælpe med rengøring.

Drømmejob

Tony Vinther Christensen er uddannet tømrer og har de seneste par år arbejdet som rejsemontør. Nu syntes han tiden var rigtig til at komme hjem.

- Jeg er blevet spurgt en gang før, der var det ikke helt lige tiden til det. Nu synes jeg, at jeg er klar, og jeg synes, det kunne være rigtigt spændende, fortæller Tony Vinther Christensen om sit nye job.

Han har også tidligere arbejdet med nedbrydning og med udadreagerende voksne mennesker.

- Jeg har ikke været bange for at prøve noget nyt. Det hernede har jeg altid spøgt med, at det var mit drømmejob, når jeg blev lidt ældre, smiler Tony Vinther Christensen.

Og nu var chancen der altså.

Indtil videre er der gået få dage, og Tony Vinther Christensen er blevet taget godt imod. Der har også været et par overraskelser - fx ankom Bjørnebanden fra BI’s Venner i stort tal på dag tre, og det var den nye centerleder ikke lige forberedt på, så her måtte han i en fart trylle kaffe frem. Han har også fundet ud af, hvornår kommunen slår græs, så han kan nå at flytte målene inden.

- Det har været rigtigt godt, men der er jo en lille smule, jeg lige skal have styr på, underdriver han med et smil.

- Men der kommer ligeså stille og roligt. Det er dejligt at være her.

Tony Vinther Christensen ser han frem til at være med til at bygge noget op.

- Jeg glæder mig til at prøve at få det op at køre på en ny måde og til at få en mere hyggelig stemning herude, mere end der er i forvejen. Nu har det været lukket ned, og jeg har alle muligheder for at sætte mit præg og åbne med et rabalder efter sommerferien, siger han.

Tony Vinther Christensen har også et ønske om at skabe mere sammenhold på tværs af sportsgrene.

Der foregår mange ting på BI-Centret, herunder fodbold, bordtennis, e-sport, og BI Håndbold er også i gang med at anlægge udendørs baner på centret.

- Det bliver noget med at få det hele flettet sammen, så det bliver til en stor enhed. Det ville være fedt, hvis vi kan gøre noget, så det bliver naturligt, at alle er sammen, forklarer han.

Annonceret indhold

Nyeste