Sådan så Restaurant Hedelund i Brønderslev ud inden branden. Nu er der nye planer på vej for et helt kulturområde i Hedelundsparken.
Livet her

Beslutning om fremtidens Hedelund er under opsejling

01. april 2023 kl. 15:01

Debatten om Restaurant Hedelunds fremtid efter branden i 2018 har bølget frem og tilbage, men nu er der snart nyt på vej: En styregruppe har med hjælp fra arkitekt Esben Dannemann Frost fået lavet en forundersøgelse til det nye Kulturprojekt Hedelund, som der arbejdes på at etablere. Det var på et temamøde i byrådet.

- Den forundersøgelse, der er ved at være på plads nu og næsten er færdig, blev præsenteret, fortæller Steen Søgaard Petersen (UP), der er formand for styregruppen for Kulturprojekt Hedelund og for fritids- og kulturudvalget i Brønderslev Kommune.

Bag Kulturprojekt Hedelund står tre parter: Brønderslev Kommune, Museum for Forsyning og Bæredygtighed (MOSS), som er flyttet ind i en del af PN's gamle bygninger, og Fonden Fabrikken, som har planer om at etablere et kulturcenter i PN-bygningerne, hvor biografen BAS skal blive den første lejer. Fonden Fabrikken har allerede købt en del af de gamle fabriksbygninger.

Temamøderne er lukkede møder, og der besluttes ikke noget.

Det næste, der sker, er at styregruppen mødes 18. april for at lave en indstilling, som skal i økonomiudvalget 25. april og på byrådsmøde 3. maj, hvor der kan tages en beslutning. Forinden har de forskellige partier mulighed for at drøfte sagen i deres egne grupper.

Indtil da vil Steen Søgaard Pedersen ikke fortælle, hvad arkitekten er nået frem til.

- Det er en politisk proces, der skal gå sin rigtige gang, inden vi begynder at melde noget ud, siger han.

Forundersøgelsen skal blandt andet afdække, hvad der kan lade sig gøre i den gamle PN fabriksbygning, og hvor det ny byggeri skal ligge. 

Det er politisk besluttet, at det skal ligge i tilknytning til PN's bygninger, men ikke præcist hvor.

Annonceret indhold

Nyeste